search

Feriebolig i Calabrien

Calabrien udgør tåspidsen i det støvleformede Italien, grænsende helt op til Sicilien. Mange elsker allerede Italien og landet er altid på Top 5 listen over rejsemål blandt danskerne. Oftest sætter vi kursen mod det nordlige Italien, især når det drejer sig om en kør-selv ferie. Calabrien er stadig en relativ ukendt perle, men bestemt værd at kigge nærmere på, hvis I har kig på en feriebolig i Italien, til jeres næste ferie.

Netop Calabriens ukendthed er med til at gøre et ophold i en feriebolig i Calabrien endnu mere autentisk. Området har formået at bevare meget af sin oprindelige charme. Det gør sig både gældende i de små, pittoreske kystbyer, og i den meget smukke natur, som både byder på bjerge, skovområder, klippekyster og naturligvis yderst indbydende sandstrande.

Fantastiske strande i Calabrien 

Netop strandene er et af de højdepunkter i Calabrien, som også er med til at gøre Calabrien til et yndet feriemål blandt italienerne. De lækre sandstrande og det blå hav er bestemt værd at rejse efter, hvis I elsker at dase på stranden og mærke sydens sol på kroppen. Vil I gerne leje en feriebolig i Calabrien tæt på nogle af de bedste strande, så kan I f.eks. tage udgangspunkt i disse strande: 

  • Santa Maria dell’Isola i Tropea
  • Pietra Grande ved Catanzaro
  • Isola di Capo Rizzuto ved Crotone
  • Costa di Cetraro ved Cosenza

Drømmer I om total ro og afslapning helt for jer selv? Så kan I også gå på jagt efter de små badesteder, som I finder langs hele kysten. Nogle badesteder og strande er svære at komme til, men det er bestemt værd at tage udfordringen op.

Kan I slet ikke nå nok af havet, så glæd jer over, at I nemt kan finde en feriebolig i Calabrien, som ligger helt tæt på havet. Nogle med panoramaudsigt over bølgen blå, andre med en ganske kort gåtur til havet samt nogle, hvor nattesøvnen akkompagneres af bølgeskvulp.

Det autentiske Calabrien - kystbyerne 

I løbet af jeres ophold i en feriebolig i Calabrienm vil vi klart anbefale, at I bevæger jer rundt i området og besøger de skønne kystbyer. Der er mange at vælge mellem, og vi har udvalgt et par stykker, som inspiration til jeres "Tour de Calabrien". 

  • Tropea: Denne by er et must, for den betegnes som en af Italiens smukkeste byer. Tropea ligger på klipperne og er derfor delt i to. Gå en tur rundt i de snoede gader, bevæg jer op til den øverste del af byen, som ligger 50 m over havet. Snup en pause mens I nyder udsigten over det Tyrrhenske hav. Afslut jeres gåtur på en af de 20 smukkeste strande i Italien. 
  • Reggio di Calabria: På den sydligste spids, ud mod Messinastrædet og med udsigt til Sicilien, finder I byen Reggio di Calabria. I og omkring byen er der tydelige spor fra byens lange historie, som går helt tilbage til år 700 f. kr. Besøg f.eks. byens nationalmuseum, den imponerende domkirke og gå en tur på II Lungomare Falcomatá med kig til vulkanen Etna på Sicilien. 
  • Civita: Besøger I denne by, får I bestemt autentiske oplevelser med hjem. Byen er nemlig en af de bedst bevarede landsbyer i Calabrien. Byen ligger mellem bjerge og klipper. I horisonten kan I skimte det blå hav. Giv jer god tid til, at slentre rundt i de snirklede gader, og nyd de fine huse med de karakteristiske skorstene. Snup et glas vin eller en kop kaffe på en af byens torve og bare mærk den særlige stemning. 

Feriebolig i Calabrien

Mange af feriehusene og ferielejlighederne i Calabrien læner sig også op af det autentiske Italien. Indretningen er oftest klassisk italiensk, både i materiale –og farvevalg. Terrasserne og haverne er indrettet så de kan bruges, for i Calabrien leves livet ikke indendørs, men udendørs med god mad og masser af snak. I Calabrien er der naturligvis også et udvalg af ferieboliger, som er mere moderne og strømlinede i deres udtryk, både langs kysten og i det smukke højland.