search

Ferieboliger på Istrien

Lej et feriehus på Istrien – Kroatiens Perle

Krystalklart hav, frodige bjergskråninger med oliven- og vinmarker, maleriske fiskerlejer og idylliske middelalderbyer. Det er bare noget af det der venter jer, når I lader en feriebolig på Istrien danne rammen om jeres ferie i Kroatien. Den skønne halvø ligger let tilgængeligt for kør-selv ferien, lige overfor Italiens Adriaterhavskyst. Langs kysten kan I bl.a. opleve de vidunderlige byer Rovinj, Porec, Opatija og Pula, hvor de små, smalle stræder emmer af historie. I bjergene pryder vinmarker og olivenlunde på de frodige skråninger, og på bakketoppen knejser pittoreske bjerglandsbyer som Groznjan og Motovun. Strandene er overvejende klippe- eller kiselstrande og vandet er lunt, klart og azurblåt. Der findes utallige attraktioner, seværdigheder og naturparker på Istrien. Uanset hvor på halvøen I har base, er der maximalt en times kørsel til alle herlighederne. Vil I kunne tage en forfriskende dukkert når det passer jer? Så forkæl jer selv og lej en feriebolig med pool på Istrien. 

Byer I bare må opleve langs Istriens kyst

Istrien er dejlig uspoleret og stort set alle byer er velbevarede med oprindelig bygninger, smalle stræder og små hyggelige torve. Tag på en dagstur til Porec og gå på opdagelse i den gamle bydel, der emmer af atmosfære. I Porec finder I også Euphrasius Balsilika, der er på UNESCOs verdensarvslise samt flere andre historiske kirker og paladser. Den charmerende by Rovinj, er et ”must see”. Rovinj er måske en af de smukkeste byer i Kroatien og mange kommer da også tilbage hertil gang på gang. I de labyrintagtige, smalle gader summer det af liv, og butikker, værksteder, gallerier og fortovscafeer ligger som perler på en snor. I havnen kan I slentre en tur og nyde brisen fra havet, eller holde frokostpause på en af de hyggelige fiskerestauranter. På det lokale marked kan I hver dag købe lækre, lokale specialiteter og solmodne frugter og grøntsager. Byens vartegn er den smukke Skt. Euphemia kirke der ligger helt øverst på bakketoppen. Herfra har I også en enestående udsigt over havet og de små øre udfor Rovinj. Pula er en af de største byer på Istrien med et historisk centrum og masser af shoppingmuligheder. Byens 2000 år gamle romerske amfiteater er bare én af mange seværdigheder. På havnepromenaden kan I slentre en tur og på byens mange, hyggelige torve ligger et stort tudvalg af restauranter og cafeer. Andre kystbyer der er et besøg værd, er Rabac, Vrsar og Labin.

Udflugter og oplevelser på Istrien

Få en perfekt snorkel, bade- dasedag i Kamenjak Nationalpark. Det unikke område er fyldt med romantiske bugter og vige, så I kan finde jeres helt egen lille paradisiske plet. Husk rigeligt med vand, madpakker og evt. snorkeludstyr.  Gå på opdagelse i Baredine grotten og se de fantastiske drypstens formationer. Tag på heldagsudflugt til Nationalpark Brijuni, som tidligere var præsidents Titos sommer residens. I dag er øerne en populær seværdighed, hvor I kan opleve eksotiske dyr fra den Zoo, som Tito oprindeligt etablerede. Man kommer til Nationalpark Brijuni med båd fra Fazana.

Aktiv ferie på Istrien

Der findes et hav af aktivitetsmuligheder på Istrien. I kan opleve den vidunderlige natur på både vandre- og cykelruter. Forsøge jer med klatring eller bjergbestigning. Spille golf eller tennis og dyrke alverdens former for vandsport som f.eks. havkajak, snorkling, dykning eller surfing.

”Must sees” i Istriens indland

Når I kører en tur op i bjergene på Istrien, kommer I gennem masser af pittoreske små landsbyer, hvor tiden står stille.  Prøv at holde ind ved en af de lokale Konobaer, der svarer til en dansk kro, og få et hjemmelavet måltid af friske råvarer og til utrolig lave priser. I bjergene finder I verdens mindste by, Hum. Her er der ingen historiske seværdigheder, men en helt unik oplevelse af ro og fred. I den charmerende kunstnerby Groznjan, emmer det af atmosfære i de brostensbelagte gader. De gamle stenhuse er overalt prydet med et væld af blomster og I finder postkort motiver overalt, som I bare MÅ forevige. Også Motuvun er et besøg værd. Byen er kendt som centrum for Istriens trøffel produktion og her kan I få trøfler og svampe i alle afskygninger.

Hvorfor skal man leje en feriebolig på Istrien?

I skal vælge et feriehus på Istrien, hvis I gerne vil have en afslappende badeferie krydret med masser af eksotiske oplevelser i autentiske byer med masser af atmosfære. Samtidig er Istrien let at komme til og nem at finde rundt på. Med base i jeres egen, private feriebolig har I frihed til at nyde ferien præcis som det passer jer. I kan spise ude, eller selv tilberede lækre måltider af de lokale råvarer og de solmodne frugter og grøntsager. Prisniveauet er lidt lavere end i Danmark, så jeres feriebudget holder også længere, når I vælger en ferie på Istrien eller i resten af Kroatien.